Et boligfælleskab midt i naturen og tæt på byen
Balancen er tegnet som en moderne landsby af tegnestuen Vandkunsten, der er en af Danmarks førende arkitektvirksomheder indenfor boligfællesskaber og bæredygtighedscertificeret byggeri
Boligerne ligger i små klynger omkring et centralt strøg og hyggelige grønne gårdrum. Fælleshusene ligger langs det centrale strøg, så det altid er oplagt at kigge forbi. Fællesfunktionerne består af et stort fælleshus med spisekøkken, atelier og værksted, gæsteværelser og kontor og et orangeri. Smarte deleløsninger for hverdagspraktik som at vaske og tørre tøj er tænkt som små anledninger til at sige hej. Læs mere om fællesfunktionerne.
Balancen er tegnet til fællesskab. Vi kalder det hverdagsfællesskab, fordi et godt fællesskab både består af aktiviteter man laver sammen og af den særlige atmosfære der opstår, når man bor et sted hvor man kommer hinanden ved.
Det lille fællesskab ligger i at man hilser på hinanden, veksler et par ord eller hjælper hinanden med småtjanser. Der er også mulighed for at trække en stol udenfor i den hyggelige niche ved hoveddøren, hvor der også er plads til planter og krukker. Det nære fællesskab kan ligge i at dyrke fælles interesser med dem, der lige præcis brænder for det samme som en selv. Det store fællesskab ligger i at mødes om fællesspisning og faste traditioner.